det gør ondt.

det gør så fucking ondt.
er du godt klar over hvor ondt jeg har lige nu? det er så tæt på fysisk smerte som det overhovedet kan blive!
så hold dog for fanden op med at gå og kysse på mig hele tiden, når du fucking også skal kysse de andre piger! HOLD DIG VÆK FRA MIG! nej vent.. vent lidt.. du er sød. men du skal fucking ikke gå og kysse mig hvis du har noget kørende med en anden! hende og jeg har endda fucking SAMME NAVN! come on man.
du sød, men hold venligst op med at såre mig sådan igen og igen. på forhånd tak.

jeg er så glad, så skide forvirret.

Der er så meget jeg gerne vil sige. Så meget, jeg gerne vil fortælle. Men, jeg ved jo slet ikke, hvor jeg skal begynde og hvor jeg skal ende. Der er så mange ord jeg ikke kan sige, så mange følelser jeg ikke kan beskrive. Men, alligevel prøver jeg, igen og igen, endeløse forsøg på noget umuligt der aldrig lykkes, aldrig har, aldrig kommer til. Jeg skriver og skriver, latterlige ord på et stykke latterligt papir. Folk kigger på mig, mærkeligt. "Digter du?" siger de. Jeg trækker bare på skulderne, gemmer mine ulæselige skriberlier væk, ud af synsvide. Fremmede, du skal ikke læse hvad du ikke forstår. Fremmede, du kender mit navn, og ja, jeg kender skam også dit, men du ved stadig ikke hvad det er, du læser der, hen over min skulder. Helt uden at få lov, læser du mine kryptiske nedskrevne følelser, mit sande billed på min indre kamp, mit jeg. Ville du synnes om hvis jeg tog dig i mine hænder, grænskede dit indre, de fjerneste kroge af dit jeg, helt uden at få lov? Hvis jeg langsom sneg mig frem, listede på mine følelsesløse tåspidser, til jeg fandt frem dine mest hemmelige hemmeligheder, afslørede dem for alle på groveste vis, viste dem til alle, helt uden at få lov. Mine små skriblerier er mine, de skal ikke læses over min skulder, de skal kun læses hvis jeg giver dem til dig. De er min hemmelighed, min aflastning, mine aller dybeste, reneste følelser. De skal kun læses hvis jeg synes de skal læses.