Jeg ønsker af hele mit hjerte at jeg lå i dine arme, lige nu, mærkede dit åndedrag i min nakke, svømmede væk til Barometeret. Jeg ville sådan ønske at du var her sammen med mig, lige nu, lige her i min seng. Så ville jeg forsigtigt vende mig rundt, kysse dine bløde læber, præcis som du kyssede mig for en uge siden. Jeg ville kysse din kind, putte mig ind til dit bryst. Jeg ville falde i søvn i dine arme, til de fantastiske og fabelagtige toner fra Barometeret. Når vækkeuret ringer imorgen kl. 05.00 ville jeg kysse dig godmorgen, vi ville stå op, drikke en kop te inden vi ville stige på bussen, køre ind til banegården så vi kunne komme videre til færgen, hjem til efterskolen. Jeg ville højst sandsynlig falde i søvn på din skulder, når vi sidder der i toget. Du ville kysse mig på håret, og lægge din arm om mig.
Men der er jo kun mig.
Kun mig til irriteret at dræbe mit vækkeur, hælde te på termokanden, før jeg stormer afsted for at nå bussen. Kun mig til sidde på min sædvanlige plads nede i hjørnet og se sur og tvær ud med mine sorte hovedtelefoner på. Kun mig til at trave op af trappen på banegården, kun mig til at vente alene i menneskemængden, vente på toget, vente på de andre, der alligevel alle sover hele i toget. Kun mig til at sidde og betragte mine sovende venner, mens jeg stresset kæmper mig igennem nordkrafts første 100 sider.
Her er jo kun mig.
