Jeg udtrykker mig ofte bedst på skrift

Jeg.. ved ikke hvad jeg skal skrive. jeg kan ikke forklare den større mening med alt dette volapyk, det var som men bare det der nu engang lige faldt mig ind undervejs. 

Jeg føler mig akavet, jeg føler mig dum og klæbende. Naiv. Jeg synes bare lige du skulle vide det. Undskyld jeg er så dum og klæbende, så skide naiv. Undskyld jeg er så akavet og utrolig taber-agtig.
Undskyld jeg er mig
 Jeg sidder jo bare herhjemme uden at lave noget af alt det jeg rent faktisk burde lave.
Jeg er træt, og jeg vil bare gerne tilbage på skolen.
Sandheden er jo, at jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med mit liv. Lige nu sidder jeg og smiler, fordi det lykkedes mig at finde en sange jeg ikke kunne huske, hvad hed. Men, det smil forsvinde jo lige om lidt.
Jeg føler mig kvalt, begrænset, fængslet, så længe jeg er her i Odense.
Desværre skal jeg tilbringe de næste tre år på et gymnasie i den anden ende af byen.
Jeg vil bare så gerne væk. Væk fra det her forældede hul i jorden. Væk, ud i den store vide verden!
Jeg vil væk herfra. Væk fra de samme mennesker man møder på de samme tidspunkter, på de samme steder.
Rutinen om igen.
Når man så engang i mellem har lidt tid tilovers efter skoletid, så går man rundt med de samme venner, på de samme gader, kigger i de samme butikker, og går på de samme caféer, hvor man drikker den samme dyre kop varme kakao man lige så godt kunne havde drukket der hjemme.
Så cykler man den samme vej hjem igen, for den er nu engang hurtigst. Man møder så de samme velkendte mennesker på sin vej, hvorefter man stiller cyklen på det samme sted i garagen, det hvor den nu en engang altid har stået. Inde i huset bliver man dernæst mødt af de samme mennesker som altid har været der, dem vi fandt på at kalde for vor familie. sætter sig ved det samme rodede skrivebord, for at lave de samme lektier som man vist ikke fik lavet i går. Der sidder man så til langt ud på natten, for derefter at kravle ned under dynen og sætte det samme vækkeur til det samme tidspunkt næste morgen.
Kun for at stå op på samme tidspunkt som man plejer, for at gentage den samme kedelige rutine en gang til.
Jeg hader det. Det dræber mig. Langsomt og smertefuldt æder det sig vej gennem mit indre, til der tilsidst intet er tilbage.

min hjerne er gået i stå. du forvirre mig. stop det. jeg har endelig givet slip, givet mig selv lov til at holde af dig. fortæl mig, fortæl mig, hvad du føler i stedet for at slæbe mig gennem dette følelseshelved. stop det. du bliver nødt til at fortælle mig hvad du føler, for jeg kan ikke vide om jeg gætter rigtigt. hold op