Jeg begyndte at løbe mod togbanen da bommene gik ned. Jeg løb, mens min veninde kaldte på mig. Jeg løb, satte farten op. Jeg skulle nå togbanen inden toget. Jeg løb videre. Min veninde blev ved at kalde mit navn, men intet blev gjort for at stoppe mig. Jeg var næsten henne ved togbanen da toget kom susende forbi. Jeg standsede op, stod opgivende og kiggede på lysene der kørte forbi mig. Jeg hørte hurtige skridt bag mig. Det var min bedste ven der indhentede mig. Fik mig overtalt til at vende om.
Lørdag aften lagde jeg mig midt på vejen og stirrede på
stjernerne. De var helt usædvanligt klare. Helt fantastisk flotte. Asfalten
føltes kold igennem mine tynde bukser. Tankerne fløj gennem mit hoved. Endu et tog bulrede forbi. Jeg rejste mig halvt op, kiggede over skulderen. Min bedste ven kom hen til mig. Han kiggede
indgående på mig, hvorefter han hev mig op, og
begyndte at gå.
Jeg greb Solvejs kolde hånd, og sammen gik vi ad landevejen.
Glemte alt om tid og sted. Bare gik. Kiggede på stjernerne. Jeg følte mig så.
Så. Tryg. Som aldrig før. Som om alt andet bare var ligegyldigt. Det øjeblik var jeg glad. Oprigtigt glad. Gladere end jeg længe har været.
Jeg glæder mig til Tysklandsturen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar