skoletrist

Jeg fucking fryser. Jeg har en stor uldtrøje, min hue og mit store halstørklæde på, og jeg fryser utrolig meget. der er stadigvæk en time og 10 minutter til vi har fri, og så liiige en halv times tid i bussen hjem. Og min ipod er væk og mine hovedtelefoner er gået i stykker. uff.

Søndagshygge og nye stemmer

Jeg glæder mig til næste søndag. Jeg frygter næste søndag.
På næste søndag, når barometerbørnene trofast sidder samlet omkring højtalerne kl 21, vil vi blive mødt af en ny stemme. En velkendt stemme, en stemme der har fulgt os længe. En stemme der har fortalt os sine dybeste hemmeligheder, delt sine soger og glæder med os. En stemme vi kender og holder af.
En ukendt stemme, en stemme vi aldrig har hørt.

Når vi tænder for radioen kl 21 på næste søndag, er det ikke Lucias bløde stemmne der møder os. Det er heller ikke Alicias rare stemme der bringer os ny og dejlig musik.
Vi vil blive mødt af en helt ny stemme. En velkendt stemme.
Vi vil blive mødt af en kær bror.
Nok er Lucia og Alicia ikke længere de to personer der tar imod os med kærlig hånd efter en hård uge, men jeg ved at vi vil blive taget godt imod alligevel.
Vi vil blive passet på i fælleskab, ligesom vi plejer, og jeg håber vi alle vil tage imod vor kære bror Mads med åbne arme.

Jeg glæder mig til næste søndag.

Lyden af februar

"Tanke #123123

Travlhed, vind i håret, shopping poser, snakkende glade mennesker, hjemløse, modkulturelle folk der stiller sig op midt på gaden i håb om i dag er dagen hvor en gider give støtte, folk der kommer for opfylde deres utallige ligegyldige behov. Det er det jeg ser når jeg går i byen, det eneste meningen er med det er at opfylde behovene. Det eneste virkelige behov er vel mad, tøj og redskaber, alt det andet er vel bare noget vi bilder os selv ind vi ikke kan leve uden. Penge strømmer ind på ting så ligegyldigt som hoptimister der kan koster helt op til 500 kr, og så kommer det store spørgsmål – hvad bruger vi sådan en til? Vi har skabt os tusinde ligegyldige behov. Det er heller ikke sundt for planeten med alt det CO2 udslip det laver at producere ligegyldige ting, vi alligevel ikke kan leve uden. Det er derfor Greenpeace altid står lige midt i gå gaden, og trækker gud og hver mand ud til siden og spørger om det har lyst til at støtte. Vi har travlt, vi skal nå det vi kom for, at købe os tilfredse og så må Greenpeace lige vente til en anden dag. Men spørgsmålet er hvor længe kan vi vente og udskyde ting for at nå vores eget behov? Før vi vidste af det, blev vi stoppet midt i alt vores grådighed og fik ordet Point of no return. Det var som en lussing lige på kinden, men der er intet at gøre vores behov bliver støre og støre og standarden hæves hele tiden. Vi er dog begyndt at tage hånd om at gøre ting nogle miljøvenligt, for eksempel miljøvenlige vare og el biler. Biler er også noget der tit suser gennem byen, det udleder CO2. Men det er nærmest en duft der høre hjemme i det metropolske miljø. Duften bekræfter der er mange folk til stede, at det er et sted der er værd at komme, et sted med succes og et sted der er plads til mange. Vi finder alle slags kulturer i byerne. - noget fra min stil, fejl er ikke rettet. "

 

- Tankevæggen

confusing

Hvor er det dog forvirende sammen. Jeg er så træt af det! hvorfor kan ikke bare tage sig sammen, og give os nogen udfordringer forfanen!!

Rest in peace

Chock
virviar
af kaos
Kaos
af tanker
flyvende tanker
tanker der ikke forstår
ikke forstår
Hvad de skal
Hvad de vil
syrealistisk
tackle tankerne, hvordan?

Virvar af tanker
tænker tanker jeg ikke forstår
ikke forstår
flyvende tanker
stille tanker
tanker jeg ikke forstår

Et eventyr fra en kær ven

Nu, vil jeg fortælle jer et eventyr.

Ikke et der handler om fabeldyr, eller mennesker så små som myrer.

Nej, det her er et eventyr, som en af spejderførerne fortalte til børnene idag, et som hun plejede at fortælle til børnene i børnehaven. Det lyder sådan.

En gang, var der en dame. Hver dag, gik hun ned til brønden. Her, fyldte hun de 2 krukker hun bar på en pind, over sin ryg, hun fyldte dem med vand. Hver dag, gik hun den samme rute, krukkerne hang altid på det samme sted.

Krukkerne, var forskellige, den ene var flot, rund og ikke mindst HEL, den anden var ikke rund, der var skår i den og en revne ned langs den ene side. Hver dag, når de gik hjem, ærgede den sig over at den ikke var hel ligesom den anden, at den ikke kunne holde på sit vand, men dryppede det ud på vejen hjem.

En dag sagde krukken (for de kunne tale) “Jeg er så forfærdeligt ked af det, jeg skammer mig. Nu, har du hver dag i 2 år, hentet vand i mig og den anden krukke, men hver dag når vi kommer hjem, er jeg helt tom. Vandet, er løbet ud igennem min deforme udformning.” Damen spurgte krukken “Har du set de blomster der står langs vejen?” Det, havde krukken ikke haft tid til at se på, indrømmede den. Damen fortsatte “Jeg, ved at du ikke er hel. Da, jeg opdagede at du dryppede vand, da gik jeg hjem og hentede blomsterfrø, jeg plantede dem hele vejen hjem, i den side du går i. Hver dag, når jeg går, glæder jeg mig over de smukke blomster der kommer, når foråret kommer, så er blomster blomstret frem i fuld flor. Da, plukker jeg dem, de står i min stue, på den bedste plads, for DET er de pæneste blomster jeg har.”

Nu, var krukken lykkelig, hver dag når damen, gik ned for at hente vand, så smilte krukken, på en måde som kun krukker kan, den prøvede at presse endnu mere vand ud af den revne den havde.

Thi, nu vidste krukken, at selvom den ikke var perfekt, så var det vand som den spildte, det som gav de smukkeste blomster.

Moralen, i dette eventyr, er at selvom man ikke er smuk, ikke er perfekt, så kan man stadigvæk give næring til det smukkeste i denne verde. At, alle har sine små fejl, hvis man leder længe nok. Men, dem der har mange, er de smukkeste mennesker.

Liv og tanker

Beautiful

Beautiful - [beauti-fool]
dont you see it?
it’s beatiful - no it’s [beautifool]..

http://tankerfraetbarometerbarn.tumblr.com/

et link til min anden blog.