Et eventyr fra en kær ven

Nu, vil jeg fortælle jer et eventyr.

Ikke et der handler om fabeldyr, eller mennesker så små som myrer.

Nej, det her er et eventyr, som en af spejderførerne fortalte til børnene idag, et som hun plejede at fortælle til børnene i børnehaven. Det lyder sådan.

En gang, var der en dame. Hver dag, gik hun ned til brønden. Her, fyldte hun de 2 krukker hun bar på en pind, over sin ryg, hun fyldte dem med vand. Hver dag, gik hun den samme rute, krukkerne hang altid på det samme sted.

Krukkerne, var forskellige, den ene var flot, rund og ikke mindst HEL, den anden var ikke rund, der var skår i den og en revne ned langs den ene side. Hver dag, når de gik hjem, ærgede den sig over at den ikke var hel ligesom den anden, at den ikke kunne holde på sit vand, men dryppede det ud på vejen hjem.

En dag sagde krukken (for de kunne tale) “Jeg er så forfærdeligt ked af det, jeg skammer mig. Nu, har du hver dag i 2 år, hentet vand i mig og den anden krukke, men hver dag når vi kommer hjem, er jeg helt tom. Vandet, er løbet ud igennem min deforme udformning.” Damen spurgte krukken “Har du set de blomster der står langs vejen?” Det, havde krukken ikke haft tid til at se på, indrømmede den. Damen fortsatte “Jeg, ved at du ikke er hel. Da, jeg opdagede at du dryppede vand, da gik jeg hjem og hentede blomsterfrø, jeg plantede dem hele vejen hjem, i den side du går i. Hver dag, når jeg går, glæder jeg mig over de smukke blomster der kommer, når foråret kommer, så er blomster blomstret frem i fuld flor. Da, plukker jeg dem, de står i min stue, på den bedste plads, for DET er de pæneste blomster jeg har.”

Nu, var krukken lykkelig, hver dag når damen, gik ned for at hente vand, så smilte krukken, på en måde som kun krukker kan, den prøvede at presse endnu mere vand ud af den revne den havde.

Thi, nu vidste krukken, at selvom den ikke var perfekt, så var det vand som den spildte, det som gav de smukkeste blomster.

Moralen, i dette eventyr, er at selvom man ikke er smuk, ikke er perfekt, så kan man stadigvæk give næring til det smukkeste i denne verde. At, alle har sine små fejl, hvis man leder længe nok. Men, dem der har mange, er de smukkeste mennesker.

Liv og tanker