jeg mærker dig, føler dig
 føler dig nærvær
         dit
             fravær

mørket kommer krybende
    jeg byder det velkommen
omfavner min kære gamle ven

minderne kommer
       kommer tilbage
    jeg tvivler
          tvivler på dig
      tvivler på verden
                     tvivler på mig selv

kaos
       overvælder mig
           overfalder mig
              DRÆBER MIG!

kigger
    kigger ned
          ned i afgrunden
                                 afgrunden af kaos

kigger, betragter det med
     kærlige velkendte øjne
men hvad er gensyn uden afsavn?
  står på kanten
           afgrunden


tænker
      tænker på dig

tar et skridt,
 mine tanker griber efter dig

tar et skridt,
  mærker hvordan
jorden forsvinder under mine fødder
 i et øjebliks splitsekund
       tænker jeg ej mere
                                          på dig
i et øjebliks fortvivlelse
      et splitsekunds beslutsomhed                     
                     tar jeg et skidt og
                          hopper ud

kvalmen kommer snigende,
jeg ved ikke hvad jeg skal
gøre nu
jeg ved ikke hvad der skal
ske nu
men jeg ved at
du elsker mig
og jeg ved
at jeg
også elsker dig

ubehaget ligger på lur,
det kommet frem om natten,
kommer frem når
du ikke lyser verden op for mig

søvnløse nætter
overfalder mig,
en, to tre,
jeg tæller videre
fire, fem, ti
nætter med en times
rolig søvn
og fire timer, måske,
fyldt med underlige drømme
det er ikke din
skyld, for
jeg elsker dig

Jeg ønsker af hele mit hjerte at jeg lå i dine arme, lige nu, mærkede dit åndedrag i min nakke, svømmede væk til Barometeret. Jeg ville sådan ønske at du var her sammen med mig, lige nu, lige her i min seng. Så ville jeg forsigtigt vende mig rundt, kysse dine bløde læber, præcis som du kyssede mig for en uge siden. Jeg ville kysse din kind, putte mig ind til dit bryst. Jeg ville falde i søvn i dine arme, til de fantastiske og fabelagtige toner fra Barometeret. Når vækkeuret ringer imorgen kl. 05.00 ville jeg kysse dig godmorgen, vi ville stå op, drikke en kop te inden vi ville stige på bussen, køre ind til banegården så vi kunne komme videre til færgen, hjem til efterskolen. Jeg ville højst sandsynlig falde i søvn på din skulder, når vi sidder der i toget. Du ville kysse mig på håret, og lægge din arm om mig.

Men der er jo kun mig.
Kun mig til irriteret at dræbe mit vækkeur, hælde te på termokanden, før jeg stormer afsted for at nå bussen. Kun mig til sidde på min sædvanlige plads nede i hjørnet og se sur og tvær ud med mine sorte hovedtelefoner på. Kun mig til at trave op af trappen på banegården, kun mig til at vente alene i menneskemængden, vente på toget, vente på de andre, der alligevel alle sover hele i toget. Kun mig til at sidde og betragte mine sovende venner, mens jeg stresset kæmper mig igennem nordkrafts første 100 sider.
Her er jo kun mig.

 Mit efterskoleværelse genlyder af tonerne fra dejlige Vinnie Who, åh jeg elsker mit liv idag!  Tusind mange tak for pakken kæreste Mads! Du har virkelig reddet min dag!

det gør ondt.

det gør så fucking ondt.
er du godt klar over hvor ondt jeg har lige nu? det er så tæt på fysisk smerte som det overhovedet kan blive!
så hold dog for fanden op med at gå og kysse på mig hele tiden, når du fucking også skal kysse de andre piger! HOLD DIG VÆK FRA MIG! nej vent.. vent lidt.. du er sød. men du skal fucking ikke gå og kysse mig hvis du har noget kørende med en anden! hende og jeg har endda fucking SAMME NAVN! come on man.
du sød, men hold venligst op med at såre mig sådan igen og igen. på forhånd tak.

jeg er så glad, så skide forvirret.

Der er så meget jeg gerne vil sige. Så meget, jeg gerne vil fortælle. Men, jeg ved jo slet ikke, hvor jeg skal begynde og hvor jeg skal ende. Der er så mange ord jeg ikke kan sige, så mange følelser jeg ikke kan beskrive. Men, alligevel prøver jeg, igen og igen, endeløse forsøg på noget umuligt der aldrig lykkes, aldrig har, aldrig kommer til. Jeg skriver og skriver, latterlige ord på et stykke latterligt papir. Folk kigger på mig, mærkeligt. "Digter du?" siger de. Jeg trækker bare på skulderne, gemmer mine ulæselige skriberlier væk, ud af synsvide. Fremmede, du skal ikke læse hvad du ikke forstår. Fremmede, du kender mit navn, og ja, jeg kender skam også dit, men du ved stadig ikke hvad det er, du læser der, hen over min skulder. Helt uden at få lov, læser du mine kryptiske nedskrevne følelser, mit sande billed på min indre kamp, mit jeg. Ville du synnes om hvis jeg tog dig i mine hænder, grænskede dit indre, de fjerneste kroge af dit jeg, helt uden at få lov? Hvis jeg langsom sneg mig frem, listede på mine følelsesløse tåspidser, til jeg fandt frem dine mest hemmelige hemmeligheder, afslørede dem for alle på groveste vis, viste dem til alle, helt uden at få lov. Mine små skriblerier er mine, de skal ikke læses over min skulder, de skal kun læses hvis jeg giver dem til dig. De er min hemmelighed, min aflastning, mine aller dybeste, reneste følelser. De skal kun læses hvis jeg synes de skal læses.

jeg har intet at sige.

En dag tilbag'

Én dag tilbage i folkeskolen.

Én dag og 4 mundtlige eksaminer så er det slut. Helt slut.

Jeg har ikke rigtig fattet det endnu. Når vi går hjem i morgen, er vi ikke længere en klasse. Vi modtager ikke længere undervisning, samlet som en klasse, måske ses vi en gang imellem, men det er jo ikke det samme.

4 mundtlige eksaminer og så har vi endelig klaret os igennem folkeskolen. Den dag vi alle har gået og drømt om i alle vore skoleår. Meller-dag. Dagen hvor de store kaster med karameller efter de små. Årets højdepunkt.

Og nu er det så vores tur. Nu er der os der går rundt i mærkelige kostumer og kaster med karameller efter børnene der gemmer sig under bordene og bag gardinerne.

Om en dag. Om én dag er det os der står på scenen og laver et eller andet spøjst for lærerne. Om én dag er det os der har fyldt Eventyrhaven med glad mennesker der drikker øl og måske lidt sodavand.

Jeg har stadig ikke fattet at om én dag, skal jeg ikke længere smide mig selv ud af sengen kl 06.30 for at komme i skole, om til de mennesker som jeg jo i bund og grund holder så meget af. At jeg ikke længere skal slæbe mine fødder heeeeellleeee vejen op på tredje sal til vores klasselokale med gennemtræk. Jeg skal ikke længere dovne hele vejen ned på torvet for at synge morgensang og hører fader vor, for der efter at trave hele vejen op IGEN. Jeg skal ikke længere diskutere med lærerne om han sagde at vi skulle gøre sådan eller sådan til den og den dag, eller om det nu var den ene eller den anden side vi skulle læse og som rent faktisk var til i går.

Det er så underligt at skulle forlade det hele. Selvom jeg kun har været der i 3år og 3uger, så kommer jeg nok til at savne det alligevel. Og ikke mindst menneskerne omkring mig. Jeg kommer til at savne de dejlige mennesker i klassen, selvom jeg nogen gange kan blive noget så irriteret på dem, og skælde den hænder og ære fra i mine tanker, så holder jeg jo af dem et eller andet sted.

Det er stadig ikke gået op for mig at imorgen er det slut.
Imorgen er slutningen på noget godt, men forhåbentligt også begyndelsen på noget lige så godt - om end ikke bedre.

Imorgen er det slut. På fredag er det vores tur. Hvor blev dog tiden af?

Musikken runger stadig i mit hoved

Mens dine ord genlyder i mine øre

Jeg genkalder mig forsigtigt følelsen af din hånd der kærligt nusser mig på ryggen, dine læber mod min kind i et hurtigt farvelkys.

Mine øjne er trætte af ting de ikke ser

Mine øjne er trætte
de gør ondt

Mit hoved gør ondt,
det er træt

Kæmper for at holde
øjnene åbne
hovedet klar

Regen bulrer mod taget
klirrer mod vinduet

Mit hoved gør ondt,
mine øjne er trætte

Min lærer plaprer
om vindinger og 2 volt

Men jeg er ligegald
med vindinder og volt

Mine øjne gør ondt
mit hoved er træt

Skal kæmpe dagen igennem
åbene øjnene igen
holde hovedet klart

Jeg dør
langsomt

Men ingen ved det
Ingen ser det.

Vil du godt forlade mit hoved nu?

Jeg synes ikke det var særlig sødt gjort det der. Jeg synes ikke du kan være det bekendt.

The magic button � Make Everything OK

The magic button � Make Everything OK

En tur i drømmeland

Da jeg vågenede i morges vill jeg helst ikke stå op. Alt andet end det faktisk. Jeg havde drømt om dig igen. Drømmen hængte stadig i min underbeisthed da mit vækkeur ringede. Lige under overfladen. Jeg lukkede øjnene og lod mig synke tilbage i min drøm. Det var en mærkelig drøm. Men en god drøm, for du var i den. Du smilede til mig, tog min hånd i din og gik en tur med mig. Hvorhen vi gik ved jeg ikke, men det er sådanset også ligegyldigt. Jeg havde slet, slet ikke lyst til at stå op og cykle de 5km i skole. Jeg ville aller, aller helst blive læggende under min dyne, falde tilbage i min rare drøm om dig. Mærke den fikrive følelse af din hånd i min. Åh hvor jeg dog savner dig dreng.

Mon dog?

Mon du sidder, der bag skærmen og mærker det samme sug i maven når mit navn står på chatten?
Mon du sidder, der bag skærmen og overvejer hvad du skal skrive?
Mon du sidder, der bag skærmen og skriver en besked til mig, for derefter at slette den igen?
Mon du sidder, der bag skærmen og tænker på mig?

For jeg tænker på dig.

♥

Det slog mig lige

At det hele godt bare kunne være for sjov. At du måske slet ikke er hjemme den dag? At det slet ikke var dig der skrev? Ej ikke på den her tid af dagen. Men hvad nu hvis? Nej Caroline hold så op! Sådan er han altså ikke! Eller måske? Nej, lad så være med at være så mistroisk! Det skal nok gå. Og hvis ikke? Ja hvad har jeg egentlig at tabe? Nej præcis, ikke meget.

stjerner

Jeg begyndte at løbe mod togbanen da bommene gik ned. Jeg løb, mens min veninde kaldte på mig. Jeg løb, satte farten op. Jeg skulle nå togbanen inden toget. Jeg løb videre. Min veninde blev ved at kalde mit navn, men intet blev gjort for at stoppe mig. Jeg var næsten henne ved togbanen da toget kom susende forbi. Jeg standsede op, stod opgivende og kiggede på lysene der kørte forbi mig. Jeg hørte hurtige skridt bag mig. Det var min bedste ven der indhentede mig. Fik mig overtalt til at vende om.
Lørdag aften lagde jeg mig midt på vejen og stirrede på stjernerne. De var helt usædvanligt klare. Helt fantastisk flotte. Asfalten føltes kold igennem mine tynde bukser. Tankerne fløj gennem mit hoved. Endu et tog bulrede forbi. Jeg rejste mig halvt op, kiggede over skulderen. Min bedste ven kom hen til mig. Han kiggede indgående på mig, hvorefter han hev mig op, og begyndte at gå.
Jeg greb Solvejs kolde hånd, og sammen gik vi ad landevejen. Glemte alt om tid og sted. Bare gik. Kiggede på stjernerne. Jeg følte mig så. Så. Tryg. Som aldrig før. Som om alt andet bare var ligegyldigt. Det øjeblik var jeg glad. Oprigtigt glad. Gladere end jeg længe har været. Jeg glæder mig til Tysklandsturen.

jeg gider sgu ikke tegne flere parabler

nu har vi tegnet parabler 3 dage i træk, nu er det ikke sjovt mere

http://etlillelysihverdagen.tumblr.com/

Der stod en dreng ved busstopstedet idag.

Da jeg gik op på fortovet ved siden af ham kiggede han op. han så nu sådanset flik nok ud. Jeg gik videre med The Blue Van i ørerne og nød sole der skinnede på mit ansigt. Da jeg nåede hen til hjørnet kiggede jeg kort over skulderen. Han kiggede på mig. Jeg fortsatte rundt om hjørnet. Kiggede over den lave busk, der omkranser huset på hjørnet. Han kiggede stadig efter mig. Det fik mig til at smile. Mon han står der igen imorgen?
Hmm..

Kony 2012



Sæt dig ned. Sæt dig godt til rette. Se denne video. Ikke bare sådan halvt opmærksom på den, mens du ser et eller andet dårligt amerikansk tv-show. Heller ikke mens du liiige skal ordne matematikken, skrive din danske stil, øve de tyske gloser, tømme opvaskemaskine og lægge sokker sammen. Nej. Sæt dig ned og gi' din fulde opmærksomhed til denne video. 
Derefter del den med alle du kender.
Tak.

lektielæsning og bloginput

Klokken er 00.02. Jeg er stadig småsyg. Jeg burde sove. Eller læse det forsømte forår. Jeg skal læse til kapitel 12. So far er jeg kun kommet til slutningen af 3. kapitel. Men det gør jeg ikke. Næ nej. Istedet ligger jeg og læser Idas efrerskoleblog i skæret fra stearinlyset på mit natbord. Og glæder mig utrolig meget til vi når august måned. Og til på søndag. Nu er klokken 00.07. Jeg er stadig småsyg. Og jeg er stadig vågen. Jeg burde sove. Men næ nej. Nu ligger jeg istedet og skriver et eller andet ligegyldigt blogindlæg i skæret fra stearinlyset på mit natbord. Hov, derblev klokken 00.09. Og nu SKAL jeg sove. GODNAT CAROLINE! Av mit hoved. 00.11. Fuck. Godnat mennesker. Jeg tror det er bedst hvis jeg sover nu. Godnat. Åh. 00.13. Og nu holder jeg kæft. Fuckitifuck. 00.26. Nu puster jeg det stearinlys ud! Selvom det er så hyggeligt. Nej stop. Sluk. *hele mit værelse er nu komplet mørklagt. Næsten. 00.28. Nu slukker jeg alt! Og stearinlyset. Godnat!

come on skinny love

Luftballoner, mennesker, kærlighed og drager

Mine tanker: Luftballoner, mennesker, kærlighed og drager

livetsetframig:

Hvad er det, der får en luftballon til at flyve?
Jo, det der udnyttes er at varm luft stiger op og varm luft trækker ned imod jorden. Så længe der kommer varm luft op i ballonen, så vil den kunne flyve eller svæve. Men, hvis flammen i gassen slukkes, så vil den falde til jorden, i takt med at luften bliver kold.
Hvorfor, skal man have en snor i sin drage?
Jo, drager, de er flyvske, de ville hvis de selv ku vælge flyve på må og få hvor vinden tager dem hen. Så, for at ens drage ikke bliver væk, skal man have en snor i sin drage. Men, også for at når vinden forsvinder eller dragen brækker en vinge, kan trække snoren ind og redde dragen, sætte et plaster eller et stykke tape på, så dragen igen kan flyve op imod vinden, eller bare holde dragen på jorden til nye vinde blæser.
Ligesådan er mennesker og kærlighed. Man, kan være en luftballon, som svæver, som svæver op, op under skyerne, op over træerne, op til der hvor der aldrig er mørkt, hvor solen aldrig går ned og hvor fuglene synger lige meget hvad. Det, man flyver på er kærlighed. Man, kan føle at intet kan gå galt når man bare er sammen med den man elsker. Som en drage, vil man bare drive med vinden og se hvor man ender. Der, er det godt, at der er en ven, som ligesom dragens ven nede på jorden, lige har en snor i dig og holde dig til jorden, så du ikke bare flyver løbsk.
Men, som flammen i en luftballon, kan flammen i kærligheden slukke. Man, kan falde imod jorden med stor fart, enten fordi der er problemer med den man elsker, eller at det er slut. Der, er det vigtigt, at der er en der kan gribe dig, som kan trække snoren ind, hvis du rammer jorden og ligger og kan ikke se over græsset, trække dig sikkert ned på jorden og løfte dig, give dig et klap på skulden og måske lappe den vinge som faldet har brækket, for at man nu igen kan flyve, måske på samme ild, med den samme, eller måske skal man vente til en ny flamme, en ny vind blæser.
Så, derfor er mennesker som drager og luftballoner. Alle, kan miste sin luft eller sin varme, men så er det med at have nogle som kan hjælpe med at finde den samme varme og glæde igen, som er der så længe det er nødvendigt

du er så sød. du er så fin. du er faktisk helt til grin

Jeg er sgu så træt af alt jeres overfladiske pis! vil I godt bare lade mig være nu! tak.

skoletrist

Jeg fucking fryser. Jeg har en stor uldtrøje, min hue og mit store halstørklæde på, og jeg fryser utrolig meget. der er stadigvæk en time og 10 minutter til vi har fri, og så liiige en halv times tid i bussen hjem. Og min ipod er væk og mine hovedtelefoner er gået i stykker. uff.

Søndagshygge og nye stemmer

Jeg glæder mig til næste søndag. Jeg frygter næste søndag.
På næste søndag, når barometerbørnene trofast sidder samlet omkring højtalerne kl 21, vil vi blive mødt af en ny stemme. En velkendt stemme, en stemme der har fulgt os længe. En stemme der har fortalt os sine dybeste hemmeligheder, delt sine soger og glæder med os. En stemme vi kender og holder af.
En ukendt stemme, en stemme vi aldrig har hørt.

Når vi tænder for radioen kl 21 på næste søndag, er det ikke Lucias bløde stemmne der møder os. Det er heller ikke Alicias rare stemme der bringer os ny og dejlig musik.
Vi vil blive mødt af en helt ny stemme. En velkendt stemme.
Vi vil blive mødt af en kær bror.
Nok er Lucia og Alicia ikke længere de to personer der tar imod os med kærlig hånd efter en hård uge, men jeg ved at vi vil blive taget godt imod alligevel.
Vi vil blive passet på i fælleskab, ligesom vi plejer, og jeg håber vi alle vil tage imod vor kære bror Mads med åbne arme.

Jeg glæder mig til næste søndag.

Lyden af februar

"Tanke #123123

Travlhed, vind i håret, shopping poser, snakkende glade mennesker, hjemløse, modkulturelle folk der stiller sig op midt på gaden i håb om i dag er dagen hvor en gider give støtte, folk der kommer for opfylde deres utallige ligegyldige behov. Det er det jeg ser når jeg går i byen, det eneste meningen er med det er at opfylde behovene. Det eneste virkelige behov er vel mad, tøj og redskaber, alt det andet er vel bare noget vi bilder os selv ind vi ikke kan leve uden. Penge strømmer ind på ting så ligegyldigt som hoptimister der kan koster helt op til 500 kr, og så kommer det store spørgsmål – hvad bruger vi sådan en til? Vi har skabt os tusinde ligegyldige behov. Det er heller ikke sundt for planeten med alt det CO2 udslip det laver at producere ligegyldige ting, vi alligevel ikke kan leve uden. Det er derfor Greenpeace altid står lige midt i gå gaden, og trækker gud og hver mand ud til siden og spørger om det har lyst til at støtte. Vi har travlt, vi skal nå det vi kom for, at købe os tilfredse og så må Greenpeace lige vente til en anden dag. Men spørgsmålet er hvor længe kan vi vente og udskyde ting for at nå vores eget behov? Før vi vidste af det, blev vi stoppet midt i alt vores grådighed og fik ordet Point of no return. Det var som en lussing lige på kinden, men der er intet at gøre vores behov bliver støre og støre og standarden hæves hele tiden. Vi er dog begyndt at tage hånd om at gøre ting nogle miljøvenligt, for eksempel miljøvenlige vare og el biler. Biler er også noget der tit suser gennem byen, det udleder CO2. Men det er nærmest en duft der høre hjemme i det metropolske miljø. Duften bekræfter der er mange folk til stede, at det er et sted der er værd at komme, et sted med succes og et sted der er plads til mange. Vi finder alle slags kulturer i byerne. - noget fra min stil, fejl er ikke rettet. "

 

- Tankevæggen

confusing

Hvor er det dog forvirende sammen. Jeg er så træt af det! hvorfor kan ikke bare tage sig sammen, og give os nogen udfordringer forfanen!!

Rest in peace

Chock
virviar
af kaos
Kaos
af tanker
flyvende tanker
tanker der ikke forstår
ikke forstår
Hvad de skal
Hvad de vil
syrealistisk
tackle tankerne, hvordan?

Virvar af tanker
tænker tanker jeg ikke forstår
ikke forstår
flyvende tanker
stille tanker
tanker jeg ikke forstår

Et eventyr fra en kær ven

Nu, vil jeg fortælle jer et eventyr.

Ikke et der handler om fabeldyr, eller mennesker så små som myrer.

Nej, det her er et eventyr, som en af spejderførerne fortalte til børnene idag, et som hun plejede at fortælle til børnene i børnehaven. Det lyder sådan.

En gang, var der en dame. Hver dag, gik hun ned til brønden. Her, fyldte hun de 2 krukker hun bar på en pind, over sin ryg, hun fyldte dem med vand. Hver dag, gik hun den samme rute, krukkerne hang altid på det samme sted.

Krukkerne, var forskellige, den ene var flot, rund og ikke mindst HEL, den anden var ikke rund, der var skår i den og en revne ned langs den ene side. Hver dag, når de gik hjem, ærgede den sig over at den ikke var hel ligesom den anden, at den ikke kunne holde på sit vand, men dryppede det ud på vejen hjem.

En dag sagde krukken (for de kunne tale) “Jeg er så forfærdeligt ked af det, jeg skammer mig. Nu, har du hver dag i 2 år, hentet vand i mig og den anden krukke, men hver dag når vi kommer hjem, er jeg helt tom. Vandet, er løbet ud igennem min deforme udformning.” Damen spurgte krukken “Har du set de blomster der står langs vejen?” Det, havde krukken ikke haft tid til at se på, indrømmede den. Damen fortsatte “Jeg, ved at du ikke er hel. Da, jeg opdagede at du dryppede vand, da gik jeg hjem og hentede blomsterfrø, jeg plantede dem hele vejen hjem, i den side du går i. Hver dag, når jeg går, glæder jeg mig over de smukke blomster der kommer, når foråret kommer, så er blomster blomstret frem i fuld flor. Da, plukker jeg dem, de står i min stue, på den bedste plads, for DET er de pæneste blomster jeg har.”

Nu, var krukken lykkelig, hver dag når damen, gik ned for at hente vand, så smilte krukken, på en måde som kun krukker kan, den prøvede at presse endnu mere vand ud af den revne den havde.

Thi, nu vidste krukken, at selvom den ikke var perfekt, så var det vand som den spildte, det som gav de smukkeste blomster.

Moralen, i dette eventyr, er at selvom man ikke er smuk, ikke er perfekt, så kan man stadigvæk give næring til det smukkeste i denne verde. At, alle har sine små fejl, hvis man leder længe nok. Men, dem der har mange, er de smukkeste mennesker.

Liv og tanker

Beautiful

Beautiful - [beauti-fool]
dont you see it?
it’s beatiful - no it’s [beautifool]..

http://tankerfraetbarometerbarn.tumblr.com/

et link til min anden blog.

Hop

Han hoppede. fra 13. etage. på sygehuset.
Han hoppede og efterlod intet andet end sorgen. Han hoppede ud gennem vinduet. fra 13 etage. på sygehuset.
Han hoppede og efterlod intet andet end den overvældende sorg.
Han hoppede.

Mennesker på gaden

Jeg hader de mennesker ude på gaden. Jeg hader når de tror at de har ret til at gå og glo ind af mit vindue, bare fordi jeg har værelse ud mod vejen! Det er for fanden MIT værelse! Så er det vel også MIT vindue, ikk da? Det er faktisk ikke særlig sjovt sådan at blive overbegloet af voksne mennesker man ikke kender.

Top 5 løgne:
1. Jeg har det fint.
2. Jeg ringer tilbage senere.
3. Jeg har læst vilkår og betingelser.
4. Jeg er på vej.
5. Det var mit sidste stk tyggegummi.

http://hendes-tanker.blogspot.com/

Slidte ord.

Elsker er et meget stort ord. Elsker er er meget misbrugt ord. Vi må passe på de store ord, for selvom de er store, så kan de sagtens blive slidt op..

Hvorfor dit og hvorfor dat

Hvorfor er det at hun har 400 faste læserer på sin blog? Hvorfor er det, at hende med det lyse krøllede hår, fra min årgang også har en blog? En blog med 137 faste læserer, når jeg kun har fire fantastiske mennsker, der gider læse mine tanker? Hvorfor er det at hun har 85 likes på sit profilbilled, når jeg kun har et - hvis jeg altså er heldig. Hvorfor er det at hun har en kæmpe omgangskræs af dejlige mennesker, fyldt med hundredvis af drenge, der alle sender hende bunker af hjerter og søde smil, mens jeg er skide heldig, hvis jeg overhovedet kan have en fornuftig samtale med en dreng? Hvorfor betyder hvert enkelt lille 'somebody liked your post' så meget for mig? Hvorfor har jeg så meget brug for den anerkendelse, der engentlig bare er en lille knap på en skærm? Hvorfor betyder det så ufattelig meget for mig at nogen har trykket på en lille knap? Hvorfor føler jeg mig så lille, så overset? Glemt..